DM 2020 – Theis Palm genvinder titlen

Årets DM blev i i dagene 14-16 aug gennemført i Assens Sejlklub. I flere dage før stævnet havde den danske sommer endelig fundet vej gennem lavtrykkene. Der var varsel om hedebølge og svag vind, hvilke kom til at holde. Vi startede ud fredag morgen i svag og springende vind, men kom igang efter middag og det lykkedes at gennemføre 3 sejladser i 2-4 m/s under nogenlunde fair forhold. Der var lidt forvirring omkring nogle baneændringer hvilket kostede nogle placeringer og et par disk for nogle både. Fredag aften var der fin grillmiddag i en fantastisk aften på Assens havn.

Lørdag igen svag vind og denne gang også krydret med svære strømforhold. 2 sejladser blev gennemført og dagen sluttede med festmiddag på Saftstationen og kåring af årets midtjyske mester. Olav i DEN 87 fra Thisted løb med denne titel. Båden blev erhvervet i foråret og de viste med stabil sejlads gennem stævnet hvordan det skulle håndteres, og de lå længe med i medaljekampen.

Søndag var der lovet en anelse mere vind og da starten gik slog vinden også nogenlunde stabilt igennem fra S med 3-4 m/s. Der blev gennemført 2 sejladser og Theis Palm og besætning fra Jyllinge kunne herefter igen kåres som danske mestre. Næsten traditionen tro blev Bjarne Venø fra Skælskør nummer 2 og bronzen gik til Søren Koitzsch fra Skive.

Tak til Assens Sejlklub for et fint gennemført stævne.

Resultaterne fra årets DM