DEN 33, Bjarne Venø vinder DM 2013

Tillykke til årets danske mestre i BB10 M. Den 33 med Bjarne Venø Petersen, Lars Jensen, Claus Møller og Søren Molder Hansen fra Skælskør Amatør Sejlklub sejlede suverænt alle 3 dage og vandt med 10 point årets DM. På 2 pladsen kom Søren Koitzsch fra Skive i DEN 67, mens Michael Frank Hansen i DEN 42 fra Helsingør vandt bronze.

Se resultater her.

Alle både var ankommet onsdag aften. Der var en rigelig frisk vind fra NV, så der ikke stor tilslutning til aftenens tune up sejlads.

Torsdag morgen havde vinden lagt sig,men ikke mindre end enkelte sejlede med fok i 1. sejlads. Der var dog noget drilsk strømsø og 6-8 ms hele dagen,  så genoa var det rigtige valg. Vi fik 3 flotte sejladser på en fin bane umiddelbart syd for havnen.

Torsdag aften var der grillaften i teltet, hvor restauranten havde sørget for en lækker buffet.

Fredag var der lidt mere vind og størstedelen valgte at starte med fok. Banen var flyttet lidt mod nord, og en nordgående strøm gjorde at bagbord side var den eneste rigtige hele dagen. Igen havde Troels Vester og Co lagt en flot bane og 3 sejladser blev gennemført i frisk luft. Der var lidt lange arme og ømme balder da vi kom ind. Kl.19 blev åbnet til årets festmiddag, hvor festklædte Hawai piger og store Lotte sørgede for god betjening.
Årets midtjyske mesterskab blev behørigt introduceret og afgjort. Der var enkelte ændringer i årets udpegning, bla. var vores svenske venner ikke fundet værdige til at deltage. Årets midtjyske mester blev årets comeback i klassen nemlig Jens Johansen fra Egensedybet.

Lørdag havde vinden lagt sig endnu mere og 1. start belv sat igang i 4 ms som øgede langsomt dagen igennem. I 1. sejlads var flere lidt for tidligt ude af startboksen.
Igen var bagbord side den rigtige i nordgående strøm. 2 sejladser blev gennemført inden Den 33 kunne hyldes ved præmieoverrækkelsen.
Igen i år havde vores formand skaffet et væld af flotte præmier som i overflod blev uddelt, så alle både fik flotte præmier med hjem. Stor tak til Bjarne for indsatsen og til vores sponsorer.

Korsør Sejlklub med Lars Jørgensen i spidsen havde virkeligt fået stablet et flot stævne på benene. Fantastisk forplejning, med bla. lækre grill pølser hver dag, og super betjening af mange frivillige hjælpere gjorde, at det var en fornøjelse at deltage. ET stort Cadeau til Korsør Sejlklub.

Billeder fra stævnet følger.