Dm – 2007

 

Så er supergode dage i Kerteminde forbi.

Ny danmarksmester 2007 er Jes Madsen og besætning  i DEN 87. Men en utrolig stabil serie på 2,2,2,3,1,2,2,2 sikrede han sig suverænt årets titel.

I alle 8 sejladser var de med helt fremme og derfor var sejren fuldt fortjent.

Sølvmedaljerne gik til DEN 63 med Mogens Larsen og besætning. Trods 4 1. pladser kunne de ikke true DEN 87.

Bronzen gik til Søren "Hancock" Koitzsch i DEN 67, der ellers startede stævnet med de gule føretrøjer efter torsdagens sejladser.

Alle sejladser blev sejler i svag til jævn vind og der mange tætte dueller og i det hele taget meget lidt spredning på feltet, hvilket vidner om et højt niveau i klassen.

 

Kerteminde sejlklub lagde rammerne til et perfekt afviklet stævne, hvor forholdene både på land og på vand var helt i top.

En kompetent dommer og dygtige hjælpere sørgede for at alle 8 sejladser blev afviklet "lige efter bogen", bla. uden en eneste tyvstart.

Det er en fornøjelse at komme til en klub, hvor der er styr på tingene hele vejen igennem – så en stor tak til Kerteminde Sejlklub for et flot afviklet Danmarksmesterskab.

 

Eneste kedelige episode var en kollision mellem DEN 16 og DEN 53 som desværre bevirkede at DEN 53 måtte udgå med ret alvorlige skader. Vi håber, at den hurtigt bliver klar igen, så Bjerne kan få lidt udbytte af resten af sæsonen.

 

Det var dejligt, at se 6 nye besætninger til DM for første gang, og vi håber at alle har fået blod på tanden til også at deltage fremover.

 

Vores super energiske formand; Bjarne Venø fra Skælskør havde lagt et kæmpe forarbejde i at forberede stævnet. Blandt andet havde han skaffet flotte præmier til alle deltagere – helt fantastisk !

Han fortjener en stor tak for indsatsen.


Dette præmieorgie løb af stablen lørdag aften under festmiddagen. Alle deltagere fik præmier som blev fundet ved lodtrækning. Desuden havde Kerteminde Sejlklub fundet gavekort til de 3 første pladser.

Der var præmier til vores 2 udenlandske deltagere, Jochen i GER 3 samt Christer i SWE 5.

Maria Holm fra Roskilde modtog præmie for bedste 1. gangsdeltager på en 8. plads, og Mogens Larsen i DEN 63 modtog præmie for bedst vedligeholdte BB10 M i stævnet.

 

 

Ref.

Ulrik Larsen - Den 63.